0
0
0
s2sdefault

Jeg sad bagerst i bussen, på et bagsæde delt op i fem sæder. Havde min rygsæk mellem benene, en lidt større af slagsen lå i bagagerummet. De fleste af mine ting lå stadig på hotellet i Bangkok. Regnede jo med at jeg skulle tilbage for at leje et hus i Hua Hin, når jeg havde tjekket Pattaya.

 A Erindringer7

I Hua Hin havde jeg været sammen med en hollænder, og han havde gode erfaringer med det sted jeg var på vej til, og som den danske presse konsekvent kaldte "Luder & Badebyen Pattaya". Det var jo inden Internettets fremkomst, så ud over Politikens rejseguide "Turen går til Thailand", som kun skrev meget lidt om Pattaya havde jeg hele min viden fra danske aviser, og så havde jeg set en eller to udsendelser om Pattaya og Manilla.

Jeg havde allerede snuset til Pattaya ved at besøge Thomas Darboe i Bang Kwang fængslet i Bangkok. Det var netop i Pattaya, han havde fået tapet fire fem kilo heroin fast på maven. Jeg havde også læst avisartikler om enlige danske mænd, som tog til Pattaya for at vælte sig i betalingsdamer. Jeg havde også set et TV-udsendelse om Dongtan stranden mellem Pattaya og Jomtien, hvor bøsser på i liggestole blev serviceret af 12 til 14 årige drenge, mens deres kammerater holdt store håndklæder op, for at skjule de dybt ulovlige handlinger.

Netop fordi jeg sad på bagsædet i bussen, blev jeg rystet godt igennem hver gang vi kørte ned i et hul i vejen. Men jeg kunne jo tage det som en forbedelse til adskillige rysteture, måske mest mentalt og moralsk, som jeg ville blive trukket igennem de kommende uger.

En times tid efter afrejsen fra Bangkok, blev jeg tiltalt af en yngre kvinde, som sad to sæder fra mig.

"What is your name"

"Where do you come from"

"Where is your wife".

A Erindringer7

Jeg svarede pænt og høfligt. Men jeg spurgte også ind til hende. Hun hed Noi, kom fra Ubon (Ratchathani). Bynavnet sagde mig intet. Havde endnu ikke hørt om Isaan (Esarn, Isarn), det fattigste område i Thailand, ja det var det den gang, og det er det stadig. Og som den gang, kommer langt de fleste prostituerede i Thailand fra netop Isaan. Så her på bagsædet i en bus der var på vej til Pattaya, var det næppe tilfældigt, hvor kvinden kom fra.

Hun var cirka 25 år gammel. Og arbejdede som kasser i en bar. Understregede selv at hun ikke gik med mænd. Hun havde været hjemme hos familien i fem dage. Den gang tænkte jeg ikke over det, men med den viden jeg har nu, er det nok 110% sikkert, at hun havde været hjemme på menustrationsferie. Senere i snakken fortalte hun, at hun kun tog mænd, som hun syntes var lækre og eller spændende. Og sådan er det jo tit i Thailand. Sandheden kommer i skiver.

Men hun var sød og venlig. Og for mig var hun smuk. Og senere hjalp hun mig meget. Jeg vidste jo, som jeg allerede har fortalt, næsten intet om hverken Thailand eller Pattaya. Og glem alt om internet, debatfurums, og lignende. Hun tilbød at tage sig af mig, hjælpe mig i gang. Og da vi endelig var fremme i Pattaya, skulle hun "hjem" på sit værelse først. Tage et bad, skifte tøj, hun havde jo et job i baren som krævede at hun stillede op som kasser en time eller to senere.

A Erindringer7

Hendes værelse havde tre fire madrasser på gulvet, og over alt var der sko, sandaler, og ikke mindst tøj. Reelt delte hun værelset og huslejen med fem seks andre piger. Reelt var der rigelig med plads, i det mindste i højsæsonen hvor de andre beboere oftest "sov" på hotel med en kunde, som de havde mødt i den bar hvor de arbejdede. 

Snart var vi på vej mod Noi´s bar. Nemlig på bagsædet af hver vores MC taxi. Baren lå på det korte stykke som går fra Beach Road, op forbi et par barområder, nogle Indiske restauranter, Over Second Road, hvor Tops supermarkedet er på venstre hjørne, og så fortsætter den ud mod Foodland og ender ud i Sukhumwit Road.

Fem minutter senere havde jeg et værelse i en gyde bag ved baren. Hollænderen som jeg var sammen med i Hua Hin havde ikke overdrevet. Pattaya var noget helt helt andet. En rigtig luder og badeby, kan man vel sige. Jeg gik efter et brusebad en tur langs med stranden, fik en Coca Cola i en restaurand på selve stranden. Den var faktisk nabo til en politistation, som også var placeret på selve stranden. Politistationen som vi i dag kender den, blev flere år senere bygget på den anden side af Beach Road, væk fra stranden.

Som lovet vendte jeg tilbage til Noi i hendes bar, og blev introduceret til en veninden. Og det gik som det skulle. Og jeg var meget glad for at jeg havde besluttet at tjekke Pattaya, inden jeg slog mig ned i Hua Hin.

A Erindringer7

Næste morgen gik jeg mig en tur ned mod det vi i dag kalder Walking Street, men som den gang af danskere blev kaldt "Skrigegaden". Værelset jeg havde var fint nok, men også det var for mørkt. Nu var jeg alene, skulle selv finde et sted hvor jeg kunne blive nogle dage. Og det gjorde jeg så. All Nation med værtsparret fra henholdsvis New Zealand og Isaan havde været godt for mig. Og tilfældigt men heldigt fandt jeg endnu en vært fra New Zealand. Eric. Jo da, han havde en thaikone eller kæreste, men hun var ikke så fremtræden som hende i Hua Hin.

Windsand bar og hotel. Når man kom fra Walking Street, lå stædet lige efter Soi Yamato, der er nu et stort 7-Eleven. Konceptet var et lille hotel med gode og billige værelser, lige hvad mit budget skreg på. Jeg havde nu været cirka 10 dage i Thailand, og jeg havde endnu ikke solgt eller skrevet noget som jeg kunne få penge for. Der var også en bar, som også fungerede som restaurant. Jeg snakkede med Eric, og han introducerede mig til to australiere som var stamgæster. Vi var i juni, og de var begge stukket af fra den australske vinter.

Da jeg en time senere, sådan cirka, gik tilbage for at hente mine ting på hotellet som kvinden fra "bassædet" havde fundet til mig. Jeg var glad, og havde mod på de kommende dage i Pattaya.

A Erindringer7

 

 

Denne hjemmeside bruger  HTTP Cookies