0
0
0
s2sdefault

I skrivende stund er der 8 dage til at jeg, hvis alt forløber som planlagt, endnu en gang lander i Asien, at for at "fejre" en nomadevinter i troperne, langt væk fra Europas kulde. Men modsat de sidste to sæsoner, har jeg droppet Thailand. Og det er der flere grunde til.

 A ID.MD Laketoba2

Lake Toba, verdens største vulkansø, kan nåes på ca 5 timer med tog og bus. Det er et af de dejligste steder jeg har oplevet, og jeg vil oplagt tage der op nu og da, i det (næsten) halve år jeg skal være i Nord Sumatra i Indonesien.

Da jeg kom hjem til Bulgarien i foråret, skete det med utrolig glæde. Og som dagene og ugerne gik, blev jeg mere og mere glad for at være h j e m m e. Og tanken om at droppe mine såkaldte nomadevintre i Thailand voksede sig store og stærke. 

Jeg har jo været, og arbejdet i alle de asiatiske lande, inklusive sydasien, minus Mongoliet, Filippinerne, og Bhutan. Det jeg så som løsningen for den kommende vinter, altså den som nu banker på, var at finde en bedre lejlighed her i Sarafovo, og så spare sammen til tre til fire ugers ferie i et af de andre asiatiske lande, som jeg holder meget af. Nepal var det som trængte sig mest på. Der er ret koldt om vinteren, så jeg skulle så vente til marts, inden jeg landede i Kathmandu.

Med flere penge på lommen, så jeg for en gang skyld kunne opleve en tid med et forholdsvis normalt turistbudget. Ja jeg ville være turist igen, i stedet for som normalt, at jeg blot flyttede min hverdag ud i tropevarmen, med et lavbudget som fundament.

Men så skete der flere ting. Den første var at jeg, som jeg gjorde i Jomtien, trak mig fra meget samvær. Eller trak mig fra en del af det samvær der var tilbage, der er nemlig sket flere dødsfald i den irsk/ engelske "familie" som jeg har været en del af siden jeg ankom, og der var også opstået nye grupperinger. Plus at jeg efter et par forsøg opgav de ugentlige kareoke-aftner, som var, efter min mening, baseret alt for meget på at vente på at "man" blev tilstrækkeligt beruset til at turde være sociale. Eller det var i det mindste sådan jeg så, og stadig ser det.

Det andet der skete, nu er det vel fire måneder siden, var at jeg fik en rigtig god grund til at tage tilbage til Indonesien. Det er noget privat. Måske forklarer jeg mig bedre senere. Hvem ved.

Og nu er jeg så (næsten) på vej til det nordlige Sumatra. Jeg har indtil i aftes troet at der var 4 mio. indbyggere i byen Medan, hvor jeg snart lander, men Indonesiens tredje største by, men der er faktisk "kun" 2.1 mio indbyggere. (Tallet er fra 2010) .

Det meste er meget nemmere i Medan / Indonesien, og billigere. Men sammenlignet med smørhullet Jomtien, er de mest påtrængende behov, visa og ikke mindst bolig, mere besværlige og for boligs vedkommende også dyrere, og udbuddet er mindre. Flere hundrede lejligheder som er ledige til rimelige penge i Jomtien, det findes ikke rigtigt i Indonesien. Lejligheder til leje er dyrere, og skal normalt lejes for ét år ad gangen, og hele beløbet skal betales forud. Man kan leje lejligheder for én måned ad gangen. Men så koster de mindst det dobbelte.

Jeg har et stort værelse med køleskab, nyt TV, micro vawe, og fælles køkken ude på gangen, som venter på mig. Det er betalt for den første måned, ca 5.000 bath (1200.00 kr). Og der fra må jeg se hvad der sker. Jeg skal bo alene, men man ved aldrig hvilke andre boligtilbud der dukker op.

De sidste dage er jeg for alvor gået ind i at forberede / genopfriske hvordan det var i Medan og Nord Sumatra. Og ikke mindst h v o r meget der stadig er det samme.

Denne hjemmeside bruger  HTTP Cookies