Nyheder

contentmap_module

0
0
0
s2sdefault

BLOG: Hun var en af de få, som virkelig havde fattet, hvilke muligheder Internettet gav en barpige som hende. Når hun tidligere sagde farvel til en tyr i lufthavnen, var det bare at vente til han kom tilbage. men nu med Skype gratis telefon, begyndte det spændende, og det indbringen, først når han var hjemme hos sig selv igen.

Klokken var, ja hvad var den egentlig? Hun vidste udmærket hvad klokken var i Pattaya, men det vigtigste var at holde styr på tiderne i byer så fjerne fra hinanden, som Vancouver, Nuuk på noget som kaldes Greenland, Jane var ikke helt sikker på hvor der dat var. Langeland i mælkelandet Danmark, og Auckland i New Zealand.
 
Om knap to timer skulle hun være i baren i Soi 6. Hvis hun skulle nå ret meget, inden da, var det om at komme af sted over til Joy. Nu.
 
Joy. Mange vil måske påstå, at der ikke kan være ret meget joy, glæde, i et liv, når man som 18 årig mister højre arm helt oppe ved skulderen. Men Joy havde været heldig med at blive optaget hos den nu afdøde father Brennans IT skole ude på Skhumwit Road i Pattaya.
 
Med hjerne, den tilbageværende venstre hånd, og et usædvanligt gåpåmod, havde han vist sine undervisere, at han var en af dem, som de virkelig skulle satse på. Og det havde de så gjort.
 
Nu 10 år senere sad han i sin Internet Cafe i Soi 6, hans kone som han havde mødt hos Father Brennan, handicappet som han selv, sad i parrets anden Internet Cafe længere oppe ad samme gade.
 
Lige nu sad Joy med dagens 9ende oversættelse af et brev til en farang (udlænding med hvid hud). Pigerne havde brug for at kommunikere. Det var ikke alle som kunne klare sig på engelsk, og de brugte så Joy, eller en af flere hundrede eller tusinde i Pattaya, og i andre byer i Thailand, til at oversætte, eller til at skabe smukke breve ud fra en eller to sætninger, som stort set alle skulle få modtageren til at sende penge.
 
Hvor mange af tolkene sad omstændigt og byggede hver e-mail til faranger op fra bunden, havde Joy udnyttet sin viden om software, han kunne sit Microsoft Word på fingrene, så han lavede hver weekend nye standardbreve, hvor han så oftest bare skiftede navne og andre oplagte detaljer ud.
 
Hvor andre tolke brugte halve eller hele timer på at oversætte, klarede Joy det på et par minutter eller tre. Og netop fordi han kunne sætte farten op, behandle tre fire gange så mange mails for pigerne, kunne han også sætte prisen ned.
 
Hurtig og venlig ekspedition, til en særdeles rimelig pris, alle var glade. Også farangen, som sad et eller andet sted på kloden, hvor han uge efter uge, eller måned efter måned, sad og læste kærlighedsfyldte mails, som fik hjerter til at banke. Og nu vi taler om bank(e), så virkede de mails fra Joy. Mændene styrtede nærmest panisk i banken, eller hen til Wester Union, for at hjælpe deres elskede thaikvinde, som havde det så hårdt oppe i landsbyen. Bedre at sende penge hurtigt, ellers tager de måske ned til Pattaya igen, og lader andre mænd røre ved deres vidunderlige kroppe.
 
Jane skubbede til døren, kiggede hen mod Joy, som som sædvanligt sad og passede sit arbejde. Ingen smil i smilets land, ingen ord, de vidste begge, at de var to sider af samme sag.
 
De havde begge deres udkomme fra enlige mænd, som overlevede når de var i deres fædreland, eller ude på en boreplatform, eller på Grønland, for  så at leve, de fire fem uger én eller to gange om året, når de var i Pattaya.
 
Jane havde på vej ned til Joy tjekket sine tre bankkonti. Det gjorde hun hver eneste dag, på vej ned til Joys Internet Café. Hun gjorde det i en ATM, kontant automat. Tyren fra Melbourne i Australien havde kun sendt 24.000 bath. Den lort. Han plejede at sende 32.000 bath hver måned. Hun har åbenbart været for sød ved ham. Næste gang, om cirka tre ugers tid, skal han få kniven, skal han. Det bliver nok den gamle klagesang om, at hvis han ikke sender flere penge end sidst, så bliver hun tvunget til at tage fra landsbyen, ned til Pattaya, og så ved han jo nok hvad der sker med hendes krop.
 
(((5.000 kr. er lig med cirka 27.000 thai bath. En dygtig grafisk designer med fire års universitets uddannelse i Bangkok, tjener cirka 25.000 bath pr. Md. En familie i en af Thailands andbyer kan leve for cirka 6.000 bath pr. måned.)))
 
Men der var også godt nyt. Tyskeren Manfred havde endelig taget sig sammen. 15.000 bath var hans første overførsel. men fra start var det ikke selve beløbet, som var vigtigst. nej det handlede på det tidspunkt i bekendtskabet mest om at få begyndt. Selve transaktionen var vigtigere end beløbet. det kunne altid blive større og større.
 
Jane sætter sig ved computeren nærmest toilettet. Hun har det bedst med, at begrænse, hvor mange der sidder omkring hende, når hun arbejder. Hun kunne sidde henne ved vinduet, ud til gaden, men så kan folk se hendes notesbøger, og det er jo ikke meningen.
 
Notesbøger?
 
Ja. Jane medbringer hver eftermiddag, eller når hun arbejder om natten, sine Kina notesbøger med stift bind. I bøgerne har hun skrevet sine sponsorer ind. 
 
Skypenavn, navn, detaljer som hvilket job, donoren har, navnet på hunden, på hans delebørn, og på de næste sider har hun detaljer om, havde de snakkede om sidste. Husk nu at købe kattemad til Trunte, trækker vovsen stadig på det ene bagben? Har Buller ædt dine morgentøfler én gang til. Det var da trist. Nej selvfølgelig er jeg ikke tilbage i baren i Pattaya. Nej jeg har ingen boyfriend, ud over dig. Hvordan kan du dog tro det. Du er manden i mit liv. jeg elsker dig very big. Og så videre, og så videre.
 
Systemet med at samle info i Kina bøgerne, var genialt. Jane vidste det ikke, men det er sådan, mange sælgere som dyrker personligt salg, eksempelvis forsikringer, griber det an. Inden de går ind til deres kunde, tjekker de lige kundens data. Var datteren blevet gift, ups, hun fik tvillinger sidste år. Husk at spørge til dem, navnet på hunden, husk at klape den på hovedet, den forbandede køter, inden du sætter dig i sofaen, og så videre, og så videre.
 
Og Jane var jo sælger. Hun solgte følelser. Hun solgte begær. Og hun solgte jalousi, eller muligheden for at blive angrebet af den forbandede følelse. Og hun solgte bestemt også ansvarsfølelse. Der var meget stok og gulerod, i hendes metoder.
 
Og reelt var hun inkassator. Hun krævede penge op. Betaler du ikke ved kasse I, finder jeg en anden. ja sådan lyder truslen, når den sendes over det indiske ocean, eller et andet af verdenshavene. men reelt har der jo aldrig været én eneste ene. Hvorfor begrænse sig selv.
 
Og der er tre lejligheder mere, som venter på at hun skal købe dem. To russere kan ikke betale deres afdrag. Gør de ikke det, mister de alt det de allerede har betalt, så hendes tilbud, halv pris, er bedre end ingenting. Samme med fyren fra noget de kalder Esbjerg i Danmark.
 
Jane åbner den første notebog. Arbejdet, pligterne kalder. der skal helst være nye penge på kontoen, når hun tjekker sine konti i morgen.
 
 
Internettet længe leve.
 
 
Selv om man er fræk og flot, kan man godt hive guld ind via Internettet. Arkivfoto.
 
 
 
 
 

Denne hjemmeside bruger  HTTP Cookies